Fremadstormende aalborgensisk bureau får investeringsfond ombord med tocifret millionbeløb
Link kopieret

Region Nordjylland
Erhverv
Nyheder
Sport
Foto: LAZZAWEB
- Vi har siden etableringen af LAZZAWEB haft fokus på at skabe en stærk forretning og en virksomhed, der er blandt de absolut bedste Google-bureauer i Danmark. Det er vi lykkedes med, og derfor er vi også stolte over, at vi har skabt interesse blandt flere investorer gennem de seneste år, hvilket også bunder i vores solide vækst og tætknyttede kundeforhold. I sidste ende er valget faldet på Investor Hub Viborg, fordi dette partnerskab giver os muligheden for, at LAZZAWEB som bureau både kan fortsætte under samme navn og med samme værdier samt strategi, hvilket vi vægtede højt i beslutningsprocessen, siger stifter og bestyrelsesformand i LAZZAWEB, Patrik Lazzarotto, og fortsætter:
- Samtidig ønsker vi ikke, at vores hidtidige succes får os til at læne os tilbage tværtimod. Derfor træffer vi denne modne beslutning og får en investor i ryggen, så vi kan sætte endnu mere fart på vores udvikling. Med Investor Hub Viborg ombord som partner styrker vi både vores setup og får tilført yderligere økonomiske ressourcer og knowhow, hvilket skal tage LAZZAWEB til det næste niveau.
LAZZAWEB har netop offentliggjort sit 2022-regnskab og kunne i den forbindelse præsentere et overskud på 6,3 millioner kroner før skat. Samtidig er virksomheden på de sidste tre år vokset fra 12 fuldtidsansatte til i dag at være et hold bestående af 30 specialister. Som en del af virksomhedens solide vækst lancerede LAZZAWEB i løbet af 2022 en ny strategi, der betyder, at de i dag har valgt at fokusere udelukkende på Google Marketing-discipliner. Alt sammen stærkt medvirkende til investeringen fra Investor Hub Viborg.
- LAZZAWEB har gjort sig bemærket som en af Danmarks stærkeste spillere inden for Google Marketing de seneste år, og med deres helt tydelige fokus på Google-disciplinerne har vi en stor tro på virksomhedens fremtidsudsigter. Samtidig er der tale om en sund forretning med nogle bæredygtige kundeforhold, hvilket er afgørende, når vi investerer. Vores ambition er at vækste og udvikle LAZZAWEB yderligere blandt andet via strategiske opkøb, og inden for få år skal LAZZAWEB indtage en førerposition i branchen, siger Ole Trudslev, direktør i Investor Hub Viborg.
Selskabets nuværende adm. direktør og medejer, Mathias Teis, er ligeledes begejstret for udvidelsen af ejerkredsen i LAZZAWEB, da dette ifølge ham giver virksomheden et endnu stærkere sparringsgrundlag og åbner op for helt nye muligheder, når det blandt andet kommer til at udvikle og vækste virksomheden i øvrige dele af landet.
- Vi er stolte af den udvikling og markante position, vi har opnået indtil nu. Nu skruer vi imidlertid yderligere op for ambitionerne, og de ressourcer, som Investor Hub Viborg tilfører LAZZAWEB, kommer til at spille en stor rolle i vores videre vækstrejse, hvor vi i første omgang går benhårdt efter at øge vores tilstedeværelse i København og Aarhus. Samtidig er vi ikke i tvivl om, at også tilføjelsen af Investor Hub Viborgs kompetencer og store viden gør, at vi sammen kan indfri potentialet i LAZZAWEB yderligere. Med andre ord tror vi på, at vi med Investor Hub Viborg ved vores side nu kan tillade os at have endnu større ambitioner på både kundernes og egne vegne, lyder det fra Mathias Teis.
Link kopieret






Accepter kun nødvendige cookies